At være flyttet - rent mentalt

Har jo tidligere skrevet herinde at der ikke er de store muligheder for at få en større lejlighed hvor vi bor, samt at nogle af vores venner (lad os kalde dem Sonny og Cher) blev røvrendt noget så grusomt for ikke så længe siden.

Nå men jeg fik forleden en SMS fra Cher, om vi havde tid til en kop kaffe/te om aftenen de havde noget de gerne ville diskutere med os.

Inden de kom op sagde jeg til Jan: Det skal ikke undre mig at dem der løb fra aftalen (lad os kalde dem Barbie og Ken) nu har tilbudt lejligheden til vores naboer (lad os kalde dem Hans og Grethe, som tillod sig at gå op til dem og sige: Hvis jeres ven springer fra så vil vi gerne købe lejligheden.... selv om de vidste at Sonny og Cher var blevet røvet).....

Og jo det var lige netop hvad der var sket.

For at gøre en lang historie kort så var Sonny og cher efter at have overvejet hvilke lejlighedsbytterier der ville give dem to lejligheder ved siden af hinanden som de kunne slå sammen til sidst de kommet frem til: Hvad med Jan og Katja... Mon vi kan overtale dem til at flytte ned i vores lejlighed, så vi kan købe de to lejligheder og slå dem sammen.

Det har været min drøm siden jeg flyttede her ind. Det ville bare være så fedt. Både at få skygge og sol siden..... DET ER MIN LEJLIGHED, at i bare ved det.

Nu er det bare sådan, at vi åbenbart ikke tæller i naboernes hoveder som "værdige" til at få deres lejlighed (at tænke sig at inden alt dette skete troede vi på at vi havde en aftale med dem - og at vi rent faktisk ville have tilbudt dem vores lejlighed hvis vi var flyttet). Så i stedet for at de sælger til kusinen/ veninden/ what ever, så kan vi lige så godt sørge for at dem, der har det største ønske om at blive - får opfyldt deres drømme.

For selv om der lidt langt ude kunne være mulighed for en 110 kvm lejelejlighed herinde så er vi bare blevet så trætte af de fleste. Så trætte af at folk er sig selv nærmest, at de totalt har glemt hele filosofien bag en andelsforening.

Nej personlig vinding og egoisme ligger folk nærmest nu.

Så vi er faktisk i vores hoveder allerede videre, selv om Farum er LAAAANGT væk fra mine forældre, så vil vi hellere bo der end vi vil bo blandt luskebukse og falske mennesker man troede var ens venner.

Det har dog lunet vældig meget at vennerne er triste over at nogle af dem de allerhelst ser blive, er dem der ender med at flytte og dermed er medvirkende til at de får opfyldt deres ønske.