At være flyttet - rent mentalt

Har jo tidligere skrevet herinde at der ikke er de store muligheder for at få en større lejlighed hvor vi bor, samt at nogle af vores venner (lad os kalde dem Sonny og Cher) blev røvrendt noget så grusomt for ikke så længe siden.

Nå men jeg fik forleden en SMS fra Cher, om vi havde tid til en kop kaffe/te om aftenen de havde noget de gerne ville diskutere med os.

Inden de kom op sagde jeg til Jan: Det skal ikke undre mig at dem der løb fra aftalen (lad os kalde dem Barbie og Ken) nu har tilbudt lejligheden til vores naboer (lad os kalde dem Hans og Grethe, som tillod sig at gå op til dem og sige: Hvis jeres ven springer fra så vil vi gerne købe lejligheden.... selv om de vidste at Sonny og Cher var blevet røvet).....

Og jo det var lige netop hvad der var sket.

For at gøre en lang historie kort så var Sonny og cher efter at have overvejet hvilke lejlighedsbytterier der ville give dem to lejligheder ved siden af hinanden som de kunne slå sammen til sidst de kommet frem til: Hvad med Jan og Katja... Mon vi kan overtale dem til at flytte ned i vores lejlighed, så vi kan købe de to lejligheder og slå dem sammen.

Det har været min drøm siden jeg flyttede her ind. Det ville bare være så fedt. Både at få skygge og sol siden..... DET ER MIN LEJLIGHED, at i bare ved det.

Nu er det bare sådan, at vi åbenbart ikke tæller i naboernes hoveder som "værdige" til at få deres lejlighed (at tænke sig at inden alt dette skete troede vi på at vi havde en aftale med dem - og at vi rent faktisk ville have tilbudt dem vores lejlighed hvis vi var flyttet). Så i stedet for at de sælger til kusinen/ veninden/ what ever, så kan vi lige så godt sørge for at dem, der har det største ønske om at blive - får opfyldt deres drømme.

For selv om der lidt langt ude kunne være mulighed for en 110 kvm lejelejlighed herinde så er vi bare blevet så trætte af de fleste. Så trætte af at folk er sig selv nærmest, at de totalt har glemt hele filosofien bag en andelsforening.

Nej personlig vinding og egoisme ligger folk nærmest nu.

Så vi er faktisk i vores hoveder allerede videre, selv om Farum er LAAAANGT væk fra mine forældre, så vil vi hellere bo der end vi vil bo blandt luskebukse og falske mennesker man troede var ens venner.

Det har dog lunet vældig meget at vennerne er triste over at nogle af dem de allerhelst ser blive, er dem der ender med at flytte og dermed er medvirkende til at de får opfyldt deres ønske.

Venner, etik og moral....

Da jeg i sin tid flyttede ind hvor vi bor nu, var jeg meget i tvivl om hvordan det mon ville blive.

Jeg kom fra en andelsforening hvor vi alle var unge og studerende og størstedelen single. Og så flyttede jeg til en andelsforening, hvor jeg syntes at alle var over 30 og i parforhold (det var selvfølgelig ikke korrekt, men det var sådan jeg oplevede det).

Efter et par år, begyndte det alligevel at blive super godt - og i lang tid har jeg virkelig ikke haft lyst til at flytte herfra - det var jo her mine venner boede.

Desværre er der kommet skår i glæden, ikke alle har haft samme etik og moral som os andre.

Sjovt nok har hele balladen gjort det meget lettere for mig når vi nu går med tanker om at flytte, for pludselig er der bare så mange jeg slet ikke har lyst til at bruge tid på og med.

Jeg er jo heller ikke i tvivl om at man nok skal lære nogle nye mennesker at kende. Faktisk kender jeg allerede en der bor der hvor vi har søgt lejlighed - og det er en super sød quinde der også har et barn på Dictes alder og så hendes mand og tvillinge piger. Hun forsøger så endda at trække i lidt snore for vores skyld. Så måske vi før vi ved af det er ved at flytte ind i 129 kvm (vild luksus når man som nu kun har 62 kvm).

Jeg kan kun sige - jeg glæder mig. Og så kan dem der her i foreningen håber på at få fingre i vores lejlighed - kigge langt i vejviseren efter den. De har forspilt deres chance - too bad.

Don't mess with big mama