Mit lille oprør mod Microsoft

Jeg har taget skridtet nu.......
Installerede Firefox for et stykke tid siden, men har lige så ofte fået trykket på IE når jeg skulle starte en browser, men det skal være slut nu..... Jeg har endda opdateret min Firefox til vs. 2.0 (og nu har jeg fået stavekontrol når jeg sidder og skriver det her..... og sjovt nok så kender den danske stavekontrol IKKE Firefox som ord - men foreslog istedet: Reformer, Reformert og lignende :)))

Jeg har også besluttet mig for at det skal være slut med at bruge Outlook Express og har installeret Thunderbird som mailprogram, og sidst men ikke mindst har jeg IKKE installeret Office pakken på min PC, men har valgt at bruge OpenOffice programmerne i stedet for.

Men jeg må tilstå jeg beholder altså Windows XP - orker ikke at skifte, da man altså skal have mere styr på det end jeg synes jeg har ......

Men det må jo starte i det små, krigen mod Microsoft....

Anser ikke mig selv for værende uintelligent....

Men for anden gang kunne jeg ikke få den automatiske port til at gå op for mig, da jeg skulle hjem fra arbejde og jeg kom kørende på min....... cykel.

Og det er netop fordi det er en cykel at jeg får problemer. Der ligger et magnetfelt i vejen som vil mærke når en skrotbunke (læs: en bil) bevæger sig henover, og det reagerer systemet så på og lågerne åbnes.
Første gang forsøgte jeg lidt af hvert, og til sidst gik porten op. Fandt som sagt aldrig ud af hvad der virkede. Så i dag da jeg pludselig stod i samme situation, og porten ikke åbnede bare en lille smule, så gik jeg altså op til direktøren og sagde:

Jeg anser ikke mig selv for værende uintelligent - men hvordan søren kommer jeg igennem porten på cykel...... Han fortalte så det med magnetfeltet (jeg havde tænkt på trykfølere - eller nogle sensorer på væggen, for der er nogen, der vist reagerer hvis bilen kommer for langt frem i forhold til stoplinien.

Nå men ned til porten igen, og se om jeg kunne få den til at åbne - måske endda med den "nødknap" der sad ovre ved porten ... ikke en disse skete der. Til sidst besluttede jeg mig for at prøve den anden port som de mente min nøgle burde du til (jeg prøvede sidst jeg var fanget i porthelvede - men der kunne jeg ikke få den til at virke). Da jeg var på vej væk ser jeg pludselig at nu er porten ved at åbne.....

Så var det bare om at vende stålhesten og komme hjem ad.

Er forresten stadigvæk glad for mit nye arbejde. Helt vildt at have kolleger. SUPER SKØNT.

Og arbejdsopgaverne passer mig også fint.

Og så fik jeg ros idag. Jeg har nemlig rimelig hurtigt fundet ud af at arbejde med det ordre/fakturerings system vi har - at jeg så ikke helt har fattet hvornår jeg skal tage 1,2 eller 3 kopier eller skal arkivere i den ene mappe frem for den anden. Det betyder ikke så meget, for de er nemlig vildt imponerede over mine computer evner.... så lad dem forblive sådan...

Vi står så i en situation at vi om et stykke tid skal skifte program da firmaet netop er blevet købt af et andet og større firma, og man kunne jo forestille sig at de ville ensrette programmerne, men som jeg har forstået - så kan det næsten ikke blive værre end det vi har i dag.

Kunstigt åndedæt til min bærbare

Øv min nye bærbare er ikke engang en måned gammel. Og allerede nu er der et problem med den.

Den lader ikke batteriet op. Så uden en stikkontakt er min bærbare ikke meget værd.

ØV.... må hellere komme ned og brokke mig.

Mænd og teknik

Jan påstår at vores vækkeur ikke virker længere....

Jeg ved ikke lige hvordan han gør det - men han får altså ikke slået alarmen til så to gange er vi kommet ret sent op, hvorfor vælger Dicte netop nu til at sove længe??? Ja mig generer det jo sjældent - jeg skal jo kun op 3 dage om ugen.....

Nu må vi se om vi kommer op i morgen - til tiden vel at mærke. I dag er det mig der har sat vækkeuret.

Offentlig transport

Nu er jeg jo startet på nyt arbejde og jeg skal jo med det offentlige når ikke lige Jan er ude og rejse. Og det er han ikke i denne uge.

I tirsdags tog jeg toget ned med min cykel, og den står nu nede på Vallensbæk Station, og så tager det kun 5 minutter at komme til kontoret.

Da jeg skulle hjem oplevede jeg glæden ved at tage S-toget.......

A+ klokken 16.39 (eller hvornår det nu var) er aflyst pga lokoføremangel. Og som om det ikke var nok - så kørte toget ikke længere end til hovedbanen - af sammen årsag. Jeg kunne være ligeglad for jeg havde ikke en cykel på Vesterport , så jeg kunne jo bare gå hjem fra hovedbanegården.

Jeg var hjemme ca. 17.30 - men der havde jeg også været i Føtex og købe lidt pasta og dild til aftensmaden. Det var faktisk skønt at jeg (for en gangs skyld) ikke skulle stå for aftensmaden.

I dag var der så ingen problemer, og jeg kom endda afsted lidt tidligere fra arbejde så jeg nåede 15.54 og var hos Dicte allerede 16.20.

Mine nye støvler....

Så købte jeg dem endelig.....

Mit nye job.

Nu har jeg så været ansat i mit nye job i to uger - og mange spørger mig så: Er det så godt??? Er du ikke vildt træt? osv osv.

Jeg må tilstå jeg ved stadigvæk ikke om det er godt..... Jeg tror det, jeg har i hvertfald fået mig en masse kolleger - hvilket er super skønt. Men er det et job jeg kan trives i resten af livet? Jeg ved det endnu ikke - pt. er jeg jo stadigvæk under oplæring. Jeg skal jo (lige som de 2 andre jeg arbejder tæt sammen med) taste ordre ind i systemet, lave følgesedler, fakturaer osv. osv. alt hvad der har med ordrebehandling at gøre - og det i et software program der ikke er blevet valgt for dets brugervenlighed.

Jeg tror at jeg ville dø hvis det var alt hvad jeg skulle lave, men det er det så heldigvis ikke. Og det er så også der hvor jeg har en del at sige for jeg kommer til at være med til at forme mit job. Da stillingen er ny og de aldrig har haft en inside sales assistent så er det jo lige så meget mig der er med til at bestemme hvad jeg skal lave. Endnu er det bare ikke på plads hvor meget tid jeg skal bruge på det ene og det andet. Det gør mig ikke noget hvis jeg ender med at bruge 1/4 tid på insidesales og så resten på kundeservice.

I næste uge skal jeg så se om jeg kan få nye dæk og slanger til min gamle MTB som jeg så skal have stående nede ved stationen - jeg HADER nemlig at gå. I hele sidste uge havde jeg jo Jans bil (eller som det nu hedder - VORES bil) da han var ude at rejse. Så virkeligheden rammer mig først på tirsdag...... men jeg oplevede dog også sidste uge at det tog næsten 1 time at komme hjem fra Vallensbæk...... godt jeg ikke først havde fri 16.30 den dag.

140.000 kr

Der tales jo meget om boligmarkedet for tiden.

Og det ser faktisk ud som om at priserne falder noget.... jeg havde jo kig på et hus for et stykke tid siden dengang var prisen 2,6 mill i dag er prisen så faldet til 2,465 mill ..... lidt har vel også ret

Men det er stadigvæk rigtig mange penge.

Blomster fra arbejde

I går var jo min første dag på mit nye arbejde.

Og de gav mig skam en smuk buket blomster

Første dag på arbejde

Ja jeg sniger mig lige til at skrive en enkelt notits i bloggen.

Jeg er nu på mit nye arbejde - alle er flinke og rare.
Den endelige kontrakt er blevet underskrevet.

Og jeg glæder mig til at være mere inde i systemerne så jeg virkelig kan lave noget - også på egen hånd.

Charlotte Sparre syndromet

Det er ikke fordi det her indlæg handler om Charlotte Sparre eller tørklæder i den forstand.

Nej det handler om at lære hvordan en partners hjerne virker.

Der har inden for det sidste år(?) halve år (?) været situationer, hvor jeg har kommenteret et eller andet med Charlotte Sparre.
Hver gang har Jans reaktion været:

?

Jeg har så forsøgt at forklare ham hvem hvad og hvordan - men det har ligesom ikke rigtig hængt ved.

Da jeg så forleden tog flyet hjem fra Paris sad hun på rækken bag ved mig, og som altid når jeg har "mødt" en kendis, må jeg jo lige fortælle Jan det da jeg kommer hjem.

Jeg startede vist næsten med at sige: Jeg ved godt du ikke aner hvem hun er, men Charlotte Sparre var med flyet hjem. Det utænkelige sker, og han siger: Jeg aner ikke hvem hun er - men der er et eller andet med tørklæder....

Kontrol freak

Normalt er jeg typen der vil helst vil have fuld styr på alle detaljer, jeg hader at komme til lufthavne jeg ikke kender. Jeg tjekker alle detaljer jeg kan på nettet. Jeg sørger for at jeg har adresser på hoteller printet ud osv osv.
Det plejer dog ikke at afholde mig fra at have ondt i maven ind i mellem, når ting ikke lige er planlagt til den detalje som jeg foretrækker.

I forløbne uge opdagede jeg så en ny side af mig selv. Hvis jeg er sammen med en der er tæt på at panikke over alt det ukendte så bliver jeg helt kold og siger: Det skal vi nok klare.

Blandt andet skulle vi tage Thalys fra Liege til Paris, og så videre med RER en enkelt station og så skifte til en anden RER og så kunne vi enten tage en bus eller også en Taxi.

Vi (Jonathan min engelske kollega som jeg fulgtes med) stod på perronen på Chatelet - Les Halles hvor vi skulle tage det næste tog og han sagde så: katja hvis det ikke havde været for dig så havde jeg panikket fuldstændig nu. Og netop fordi han var så nervøs hele tiden om hvordan det hele skulle gå så blev jeg fuldstændig kølig og sagde bare: Skulle det gå helt galt så tog vi en taxi til hotellet, og så måtte vi hæve nogle Euro på hotellet og sådan var det bare.

Det syntes jeg var lidt fedt :))

Hvad har 70 med 135 at gøre

Blev lige inspireret af det her indlæg til at skrive lidt om hvordan belgiere kører bil.....

Overskriften hentyder til den hastighed der var tilladt og den hastighed taxi-chaufføren kørte med.

Hvis det var Jonathan (min engelske kollega) eller mig der skulle have tilbagelagt ruten fra lufthavnen til hotellet i Spa - så havde det da vist taget næsten dobbelt så lang tid.

Og så kører alle som om at stregerne på vejen er til for at man kører lige på den - som for virkelig at guide dig på vej.

Jeg er glad for at jeg ikke kører bil herned......